Tvillingernes far

Jeg har fri i dag, og har lyst til at skrive og fortælle.

Den sidste tid, har Kaspar, tvillingernes far, fyldt mere og mere i mit liv. Vi er faktisk blevet rigtig gode venner over de sidste to år, og det er ikke så længe siden at mormor og morfar passede Jazz og Gin, så Kaspar og jeg kunne tage ud og drikke en øl, spille noget kort og bare snakke, som vi gjorde i starten.

Første gang jeg mødte Kaspar var jeg 18 og han var 20. Han var virkelig flot, og sjov, nøj han var sjov, når han rigtigt folede sig ud, grinede alle mennesker omkring ham så de fik ondt i maven. Jeg var så betaget af ham, han var klog, vidste hvad han skulle med sit liv, han havde en lærer plads hos en grafisk designer, og så havde han en lækker bil.
Men det som betagede mig aller mest ved ham, var at han var vild med mig. Jeg spillede kostbar det første stykke tid, men så gav jeg op og lod mig falde. Vi blev aldrig kærester, vi blev mega gode venner, og selvom vi ikke var kærester, kunne vi godt finde på at opføre os sådan, vi havde massere af sex og kyssede meget – men han kunne aldrig kun holde sig til en, han fik aldrig nok. Og jeg blev jaloux. Jeg er ikke stolt af det, men det gjorde jeg virkelig. Jeg var konstant ked af det i næsten et helt år, fordi jeg var så træt af at han bare ikke ville være min kæreste.

Da jeg fandt ud af, at jeg var gravid, havde vi ikke snakket sammen i 5 uger, jeg havde råbt af ham, ude foran en bar i københavn. Jeg sagde at han aldrig skulle kontakte mig igen, men det gjorde han, han kimede mig ned i en uge, han sendte endda blomster, men jeg var stædig. Lige indtil den sene eftermiddag i november, hvor jeg ringede på hans dør. Han var så cool, jeg stod bare der i døren og kiggede på ham, og jeg kunne ikke vente, jeg kunne ikke sige hej, de eneste ord der kom ud af min mund var ”Jeg er gravid”. Han trådte bare til side og lod mig gå ind, mens han lukkede døren bag mig. Sagde ikke noget.
Vi lå på gulvet hele aften, og spillede kalaha og drak varm kakao, mens vi snakkede. Han vidste godt at abort aldrig var på tale, han vidste godt at nu skulle han være far. Han var overbevidst om at det var en pige jeg havde i maven, jeg var overbevidst om at det var en dreng – vi fik begge ret.

Da jeg gik derfra den aften, var jeg godt klar over, at vi aldrig nogensinde skulle være kærester, jeg var smertelig bevidst om at han ikke elskede mig på den måde. Havde jeg bare vidst at vi ville ende med at blive så gode venner, havde jeg bare vidst hvor fantastisk en far han ville blive, havde jeg bare vidst at han skulle give mig de to største mirakler i mit liv – så havde jeg nok ikke brugt det næste år på at hade ham. Men det vidste jeg ikke.

 

#Tvillingernesmor