Når én der bliver til to, bliver til tre.

Jeg glemmer aldrig den dag vi fik af vide det var tvillinger. Jeg var sur på Kaspar om morgnen, jeg havde kvalme hele tiden, var så skide sulten og ALT lugtede bare klamt. Og så var han bare en nar. Jeg havde sagt til ham at han ikke skulle tage med til skanning, jeg ville bare have min mor med, men han stod der alligevel. Jeg sagde ikke engang hej, jeg gik bare ind lagde mig på briksen og forventede bare at høre, at min lille dreng var sund og rask. Jeg kan stadig høre Kaspars stemme for mig ‘’Iih hvor jeg glæder mig til at se vores lille pige’’ og jeg kan stadig høre mig selv svare ‘’Det er en dreng.’’ og ham der smilende sagde ‘’Du snakkede til mig.. Fremgang’’ og det var pisse irriterende, for han havde ret, jeg skulle bare havde ignoreret ham.

Jeg kan også stadig mærke hver evig eneste lille følelse og tanke der gik igennem min krop da jeg hørte de små ord som ændrede mit liv for altid ‘’Jamen der er jo sørme 2’’ SØRME TO?! Sørme to.. Ja der var sørme to. Hele min verden gik i stå, det sortnede for mine øjne, jeg mærkede Kaspar tage min hånd, og min mors hånd klemme om min skulder, de var begge blege.

To. To babyer. Jeg vidste slet ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kunne da ikke være mor til to. Jeg havde aller mest lyst til at give op, men det kunne jeg bare ikke. Jeg blev nødt til at rejse mig op og komme ud og købe ekstra af alting, det var dobbelt op på det hele. Dobbelt arbejde, dobbelt amning, dobbelt fødsel, dobbelt bleskiftning, dobbelt alting… I starten forstod jeg slet ikke at det også ville give dobbelt op på grin, glæde og kærlighed, det forstod jeg først det sekund jeg havde dem i mine arme, og alle mine bekymringer forsvandt. ‘

Min mor var cool – jeg kan huske da vi stod ude foran, Kaspar og min mor røg, jeg var bare stille. Da hun siger ‘’Nå, men så må vi jo finde en større lejlighed til dig mus’’ jeg kiggede bare på hende, længe, bare stirrede og tænkte at hun måtte være sindsyg, stod der og snakkede om større lejlighed, når det eneste jeg ville i hele verden, var at krybe helt sammen og ligge mig i hendes seng, med hendes dyne over mig, og aldrig nogensinde komme ud igen. Men det gjorde jeg ikke. Mandagen efter, kiggede vi på lejlighed, den første vi kom ind i, mærkede jeg et spark for første gang. Der bor vi i dag.

#Tvillingernesmor